Kapitel 5: Heksen – År 1658

  Anna skubber lysestagen på spisebordet til side og gør plads til computeren. Hun skriver et par sætninger og sletter dem igen. Skriver noget nyt, men ordene har slet ikke nogen kraft og saft. Det her er ikke noget, folk gider læse. Hvordan skriver hun et spændende brev, der fortæller historien om Kulsoen, som blev brændt på bålet som heks?

  Hun sætter el-kanden over for at lave sig en kop te. Da hun vender tilbage til computeren med den dampende kop, studser hun. Stearinlyset på bordet er tændt! Det var det bestemt ikke for et øjeblik siden! Og da hun igen kigger på computerens skærm, står der en tekst:

Jeg Kulsoen, også kaldt den kloge kone, blev i det herrens år 1658 erklæret for heks og herremanden Stygge Høg fik mig brændt på bålet. Den handling var ondsindet og uretfærdig. Jeg har altid bestræbt mig på at gøre godt for mine medmennesker. Sandheden er, at jeg opdagede, hvordan herremanden havde stjålet en svensk pengekiste …
 

  Teksten på skærmen blinker. Det er som om, den kæmper for at komme videre.

  Hun sætter prøvende fingrene på tasterne. Nogen fører hendes fingre, og som med en magisk kraft skriver hun videre på teksten, mens hun stirrer stift på skærmen. Hun ryster over hele kroppen af anstrengelse og kommer til at svede og fryse på en gang.

  Da hun et øjeblik slipper skærmen med øjnene, stopper fingrenes dans.

  Hun læser teksten. Kulsoen fortæller om livet ved milen. Om de syge, der opsøgte hende. Om de sårede gønger, hun plejede ude i skoven under svenskerkrigen. Og om sin lille søn, Laus, der blev moderløs, da hun blev brændt på bålet. Anna fornemmer tydeligt smerten i ordene.

  Det er jo smaddergodt, det her, tænker hun. Så godt, at det bestemt må mangfoldiggøres og sælges på loppemarkedet.

  Hun læner sig frem over stearinlyset og taler til flammen, som om Kulsoen sidder derinde:

  - Gøngehøvdingen tog sig af Laus, siger hun. - Drengen blev en af gøngerne.

  Et øjeblik tror Anna, at det er hende selv, der er kommet til at puste til flammen, da den lige så stille går ud. Men så ser hun en spinkel røgfane sive op fra vægen. Den udvider sig til en dirrende tåge, der former sig til en kvindeskikkelse med ravnsort hår.

  - Kulsoen, gisper Anna. Hun er ikke i tvivl om, hvem det er, der er vokset ud af stearinlyset.

  - Jeg er kommet for at få hævn over ejeren af Gjorslev, lyder det hæst fra skikkelsen.

  Anna mærker uhyggen, der får både angst og vrede til at sprede sig i kroppen.

  - Du er helt galt på den, Kulso! råber hun og springer op. - Du blev brændt af Stygge Høg for flere hundrede år siden. I dag er det min far, som ejer Gjorslev, og det gør mig rasende, at du hævner dig på ham og brænder vores lade. Anna står foran den luftige skikkelse med knyttede hænder og råber af fuld hals. Kalder hende både lede heks og møgkælling. Hendes raseri er så stort, at hun blæser spøgelset væk. Kulsoen blegner og forsvinder.

  - Og du skal ikke lave flere ulykker for min far. Vi har problemer nok i forvejen! slutter Anna.