Kapitel 2: Kongemordet - År 1286

Uffe vasker snavs af Rane Jonsens kranie nede i vaskekælderen. Det taber en af tænderne, men den sætter han fast igen med en klat lim. Så anbringer han hovedet på reolen i sit værelse. Der står det og glor huløjet på ham. Mærkeligt nok føler han ikke, at det er uhyggeligt at have Rane Jonsen i sit værelse.

  Han har bedt Anna sige til deres mor, at han ikke kommer hjem i nat. Far vil køre ham i skole næste morgen. Måske kan han ligefrem lægge sig syg, for at blive fri for lærerens skæld ud, når han ikke afleverer stilen. ”En historisk begivenhed”. Shit!

  Han sætter sig på sin seng med computeren og pakker dynen omkring sig. Der er stadigvæk forbandet koldt på slottet.

  - Jeg vil gerne takke den unge herre, lyder det pludselig henne fra reolen.

  Uffe stivner. Var det kraniet, der talte? Han mærker kulden presse sig ind under dynen, og han begynder at ryste.

  - Jeg takker den unge herre for at bringe mit hoved frem i lyset, så jeg kan tale min sag.

  Hold kæft. Kraniet snakker? Uffes mund åbner sig og er klar til at skrige, men al lyd bliver siddende i hans hals.

  - Nu kender du sandheden om Erik Klippings mord, fortsætter kraniet. - Jeg har igennem århundreder forsøgt at få sandheden frem. Djævlekatten har hjulpet mig. Fortæl min historie, unge herre. Først da, kan jeg få fred blandt de døde. Først da, kan jeg blive forenet med min Kristine og børnene. Først da … da …

  Der lyder et smæk fra kraniets tænder. Så bliver der stille. Uffe sidder længe og venter på, at det igen skal sige noget, men der kommer ikke mere. Rane Jonsen har sagt, hvad han kunne.

  En sær snurren sitrer i Uffes fingre, og han mærker, at de bliver varme. Det vrimler med tanker i hans hoved, og han sidder lidt for at få styr på det hele. Så læner han sig ind over computeren og taster overskriften: ”Sandheden om kongemordet i Finderup Lade”.