Forside     Om bogen     Om Gjorslev     Gys     Tips til at lære mere    Foredrag    Kontakt 

Gys fra Himmelborgens hemmeligheder

    


Kapitel 7: Monsterhunden – År 1880

 

  Hun får øje på ham ude i hestefolden, og der står den idiot og holder om Mette Line. Sådan en dum skid. Hun er ved at vende om, men så ser hun, at han går alene over marken med Rollo. Hun indhenter ham, da han står og glor ned i det gabende hul, som traktoren har efterladt. Det er fyldt med vand og andemad, som er sivet ud fra voldgraven.

  - Du kunne nu godt være lidt sød over for Mette Line, siger han. - Hun er smadder ked af, at Nero skal sælges.

  - Hvorfor skulle jeg være sød? Hun gider ikke trække Pjerrot ud, selv om det er hende, der skal passe hestene. Og så gravede hun Katrines guldhjerte op ovre i galgebakken. Hvis hun havde været sødere, kunne jeg måske have en smule ondt af hende over, at Nero skal væk. Men ikke nu!

  Hendes øjne lyner, og hun er så arrig, at luften dirrer omring hende.

  Rollo står og snuser ned i hullet, men pludselig giver den et hyl og kryber om bag ved Uffe. Der bliver også uro ovre hos hestene. De lægger ørerne tilbage og udstøder hidsige vrinsk, mens de galoperer rundt og rundt i den snævre indhegning.

  - Der blev du vel nok gal, griner Uffe, som om det er Anna, der er skyld i tumulten.

  Det svarer hun ikke på, men hun kan mærke en uro i luften, som om noget ondt er på vej. Og nu gurgler det ildevarslende nede i traktorhullet.

  Lige med et hæver den våde jord sig i et vældigt muldvarpeskud. Op af mudder og andemad bryder hoved og overkrop af en snerrende, sort hund med krøllet pels. Ud af flaben buer lange gule hugtænder, og øjnene lyner som ild. Monsterhunden kradser febrilsk med poternes lange kløer i den våde jord og prøver at komme op af sumpen. Med tilbagekrængede læber og fråden sprøjtende ud af gabet snapper den efter Uffe.

  Han udstøder et brøl og sparker bæstet tilbage i hullet, så mudder og andemad synker sammen over stedet.

  Anna har fundet en stor sten i marken, som hun kyler ned i hullet.

  - Kan du så blive dernede din køter! skriger hun.

  Hendes knæ ryster, så hun er glad for, at Uffe griber fat i hendes hånd og trækker hende med over i kælderkøkkenet.