|
Jeg blev født i 1938 som datter af en skipper.
Gennem hele min opvækst i Svendborg fortalte min far de værste
skipperhistorier, når han kom hjem fra sine rejser over verdenshavene.
Snart begyndte jeg også at fortælle.
Især var jeg dygtig til at finde
på de utroligste historier, når jeg kom for sent i skole eller ikke
havde lavet mine lektier.
Da jeg selv fik børn,
blev jeg ved med at fortælle, og mange af historierne blev til børne-
og ungdomsbøger. Den første bog hed "Hyldehytten" og udkom i
1970.
Over 60 bøger er det efterhånden blevet til. Jeg har også
skrevet manuskripter til Danmarks Radio og et utal af sangtekster, især
til Povl Kjøller (f.eks. Jeg har en rokketand).
Jeg er meget nysgerrig. Så snart mine tre døtre var flyttet hjemmefra
begyndte jeg at se mig om i Verden. Jeg ville prøve, hvordan man levede
andre steder på Jorden. Så jeg har boet hos masaikrigere i Afrika, og
indianere ved Rocky Mountains. Jeg har fanget kvæg sammen med Cowboys på
prærien og levet blandt gadebørn i Honduras. Jeg har spist myrer hos de
indfødte i Australien, hundekød i Vietnam og kålsuppe i
flygtningelejrene i Kroatien. Jeg har redet på hesteryg tværs over
Island og kørt hundeslæde i Grønland.
Min nyeste historie stammer fra et nomadefolk højt oppe i
Himalayabjergene.
Når jeg rejser bytter jeg historier med dem jeg møder.
Jeg fortæller eventyr og om livet her i Danmark - og bringer så deres
historier med hjem til jer.
|
Det er nemt at være venner -
og svært at være fjender,
når man kender hinandens historie. |
Noget af det der
inspirerer mig, foruden at rejse jorden rundt, er at være sammen med børn.
Derfor elsker jeg at tage ud på skolerne og fortælle. Jeg er også så
heldig, at jeg efterhånden har fået 13 børnebørn, som er fulde af
spilopper og fortællelyst. Mine børnebørn har givet mig ideer til nye
fantastiske eventyr, historier og sange.
Jeg bor på Gjorslev Slot på Stevns. Det er Danmarks ældste beboede slot
og det største middelalderslot i landet. Her sidder jeg bag tykke mure
omgivet af voldgrave og skriver. Når jeg da ikke lige er ude og rejse
eller holde foredrag.
De tykke mure hvisker århundreders historier til mig. Og spøgelserne
pusler rundt i krogene. Det er meget inspirerende.
Mit efternavn Blay stammer fra
England,
og derfor udtales det: [blæj]
|